Heste skal gerne stå i det som hedder “stable tabel” – jeg ved ikke om det er et “ægte” begreb, men det var det vi kaldte det dengang jeg tog min første behandler uddannelse fra snart 10 år siden efterhånden. Stable table er et begreb for at hesten står i balance på alle sine 4 ben, og at hvert ben bærer 25% af hestens kropsvægt. Hvis hesten altid aflaster et ben, står skævt på et ben eller lignende, så bære den mindre på dette ben, og så ved man at den kompensere for noget et sted i kroppen. Udover at hesten skal have sin kropsvægt ligeligt fordelt på 4 ben, så er det også vigtigt hvordan hesten så står på de 4 ben. Den skal gerne stå med så god balance og stabilitet som muligt. Ligesom et bord har benene til at stå lige ned for at det bærer mest optimalt. I dette indlæg skal vi fokusere på balancen i hestens forpart, og om din hest står bredt eller smalt.
Hvilken hest tror du har bedst balance og stabilitet af de to billeder du ser nedenfor?
Jeg gør det lige lidt tydligere for dig i de to billeder nedenfor:
Helt klar den hvide hest til venstre. Den står i perfekt balance fortil, hvor den røde hest tværtimod står utrolig smalt. Det skal siges at den røde hest er 182 cm høj, og i mellem hendes forben er der ca. 1/2 hovs plads. Optimalt set skal der som hovedregel være to af hestens egne hove, i mellem forbenene. Man skal gerne kunne tegne en firkant i mellem hestens bryst og forben som billedet t.v. og ikke en omvendt kegle som billedet t.h. Hvis man kan tegne en omvendt kegle betyder det at hestens står mere smalt på benene end den er bred i brystet, og dette giver en forkert belastning af skulder og resten af forbenet.
Lidt anatomi
Thoraxslyngen – også kaldt brystslyngen – er de muskler som binder forbenet fast til resten af kroppen. Forbenet er nemlig ikke forbundet med rygsøjlen via en knogle(hvilket vores arm er med kravebenet), men er altså i stedet for forbundet via muskulatur. Denne muskulatur er vigtig for hestens velbefindende og sundhed, og især i dens funktion som ridehest. Muskulaturen består af brystmuskulaturen såkaldt pectoralis, serratus ventralis(indvendige side af skulderbladet og op på halshvirvlerne) og serratus thoracis(går fra den indvendige side af skulderbladet og ned på de første ribben), og subclavis(fra toppen af skulderbladet og til brystbenet). Muskulaturen og dens funktion er illustreret på billedet nedenfor.
Som du kan se ovenfor vil en slap og underudviklede muskulatur gøre at hesten “falder sammen” i brystslyngen, OG at den står smalt på forbenene. DET SAMME vil en spændt muskulatur gøre, da den spændte muskulatur er kronisk sammentrukket og dermed “trækker” benene indunder hesten.
Hvorimod en afspændt og stærk muskulatur vil løfte hesten i brystslyngen og sørge for at hesten står stærkt og bredt på forbenene.
Hvordan påvirker en smal forpart hesten?
- Dårlig balance
- Usund belastning af hestens led i forbenet samt skulderbladet
En lille forandring/forskydning i benet vil skabe en stor aflastning og forandringer oppe i kroppen. Sammenlign det med en flagstang der er sat 5 cm skævt i jorden. Det ser ikke umiddelbart ud af meget, men de 5 cm vil gøre et stort udslag i toppen af flagstangen, og nærmere blive til 20-30 cm. - På grund af kompensering vil hesten skabe spændinger og låsninger i resten af kroppen
- Ubehag og smerter i brystkassen hvilket kan give spændinger ved pålægning af sadel og gjord
- Plexus brachialis kan blive klemt. Plexus brachialis er et stort nerveplexus som sidder lige omkring skulderen på hesten. Nerverne kan blive klemt af spændt muskulatur, og grundet des placering vil plexus brachialis altså kunne blive påvirket og klemt af en smal forpart/spændt forparts muskulaur.
Hvorfor bliver hesten smal fortil?
- Underudviklede muskulatur i thoraxslyngen
- Anspændte muskler i thoraxslyngen
- Låsninger i skulderen og i resten af forbenet
- Låsninger i ribbenskassen
- Forkert sadel
- Trykninger efter gjorden
- Låsninger og problemer i halshvirvlerne
Står din hest smalt på forbenene? Kan du lave en omvendt kegle? Så har din hest brug for behandling og afspænding. Få en professionel behandler ud som kan hjælpe dig. 🙏
Læs også dette blogindlæg omkring heste der er sure ved opsadlning(hvilket er tæt relateret til dette emne): Er din hest sur ved opsadlning? – Line Bonde
Har din hest brug for en behandling? Læs mere om mine behandlinger her: Behandling – hvorfor og hvordan – Line Bonde
Heste der er smalle fortil har også tendens til at gå “catwalk” på forbenene. Læs mere om det i dette link, med dygtige Jeanette Glerup: Går din hest “catwalk”? Sådan spotter og afhjælper du problemet (malgretout.dk)