Hvorfor miljøtræning er godt!

6 grunde til hvorfor du skal miljøtræne (pssst. især dig med en sensitiv hest som “sidder på væggene”)

  1. Flugtinstinktet 
    Heste er født med 4 instinkter hvor af det vigtigste for deres overlevelse må være flugtinstinktet. Derfor sidder det meget dybt i hesten at altid være opmærksom, og at reagere med flugt med det samme noget uvant sker. Dette instinkt kan vi ikke tage fra dem, men vi kan tilvænne dem til en masse ting så at deres instinkt(og nervesystem) ikke behøves at flippe ud når det ser en ballon.
  2. Du lærer din hest reaktioner at kende 
    Du lærer hvordan din hest reagere ved ukendte ting, og det kan jo være meget gavnligt! Er din hest typen som springer i vejret og løber afsted med 100 km/t eller er det typen der står helt stille og næsten ikke kan trække vejret? Det kan også være at du har en helt vild cool hest som faktisk sjældent bliver forskrækket!
  3. Du øver dig i at håndtere situationen in real life
    Når du miljøtræner øver du dig også i at håndtere en forskrækkelse korrekt, og du finder ud af hvordan det er bedst at håndtere netop din hest i sådan en situation. Så når i møder et farligt objekt på tur eller på stævnebanen, så ved du hvordan du håndtere det bedst og hvordan du gør en læringssituation ud af det!
  4. Gør det for din hests skyld, især den sensitive hest!
    De meget følsomme heste lever en daglig kamp med at holde øje med omgivelserne og farlige ting, og det betyder at deres nervesystem altid er på arbejde! Det er ikke sundt. Hestens krop bliver stærkt overbelastet af at konstant være i alarmberedskab, og hesten bliver svære at arbejde sammen med. En hest som er i alarmberedskab vil også være tilbøjelig til at komme med uhensigtsmæssige reaktioner som kan være farlige for både den selv og dig. Så gør din hest en tjeneste og tilvæn den til en masse ting, så den ikke behøves være bange hele tiden!
  5. Bliv skarp på indlæring
    Miljøtræning er en perfekt mulighed for dig til at afprøve din indlæringsmæssige- og kommunikative kunnen! Når vi træner dressur eller spring arbejder vi lige så meget med kroppen og det tekniske, men ved miljøtræning træner vi kun indlæring og kommunikation! Så test om din indlæringsteori er helt skarp, og om du er en god, tålmodig lære for din hest!
  6. Afvekslende træning som styrke jeres samarbejde
    Miljøtræning er sjov, afvekslende træning som udfordrer hest og rytter på en ny måde. Du kan både træne det fra jorden og fra ryggen, og det øger ekvipagens evne til at samarbejde.