Min projekthest Pipar

Pipar købte jeg for et mindre beløb fra et år siden. Altså i august 2021. Jeg var ude til en adfærdssession ved ham og hans ejer, da daværende ejer ikke vidste hvad hun skulle stille op med ham. Pipar var sky og utryg, vil ikke fanges fra folden og han havde været flere steder forinden hende, hvor de alle havde opgivet at tilride ham. Pipar var opvokset i en “vild islænderflok”, altså en flok der havde gået på et stort areal uden nogen form for menneske kontakt indtil de var 2-3 år. I følge hans daværende ejer var flokken blevet indfanget, og langt størstedelen var blevet sendt direkte til slagt simpelthen fordi de var FOR bange for mennesker. Man havde dog valgt at beholde Pipar og to andre, da de havde en rigtig god stamtavle. De var derfor blevet sendt til tilridning, og jeg ved ikke hvordan det gik med de to andre, men det var aldrig lykkedes at tilride Pipar. Og det forstår jeg godt!

Den dag jeg kom derud kunne hun ikke fange ham, og vi måtte opgive den dag.

I stedet tilbød hun om jeg vil købe ham for et lille beløb, og se hvad jeg kunne gøre for ham. Det takket jeg ja til, måske lidt spontant.  Jeg må indrømme at jeg umiddelbart tænkte at det nok bare var lidt basal horsemanship der manglede for at han kunne tilrides, men der tog jeg fejl. 😅

Jeg købte Pipar, og han kom ned i min trænings stald. Jeg trænede ham et par måneder på den måde jeg normalt vil tilgå sådan en opgave, men måtte indse at det ikke var vejen for Pipar. Han manglede den helt basale tillid til mennesker, og han var slet ikke klar til at skulle trænes. Han skulle blot lære at være omkring mennesker, og være tryg ved mennesker.

Så jeg besluttede mig for at flytte ham hjem til mine private heste, hjem på gården. Han kom på fold med mine egne to drenge, som går i et stort track system med bakker, skov og en masse plads. Et lille hesteparadis. Da jeg flyttet ham hjem, begyndte jeg at sætte hestene på boks til nat, så han kunne vænne sig til at være dagligt i hænder. De første 3-4 måneder var det et projekt hver gang han skulle med ind fra fold da jeg ikke kunne fange ham.

De første tre måneder hjemme på gården gik som sagt blot med at trække ham ind og ud på fold, og VÆRE sammen med ham i stalden. Min kæreste og jeg brugte lang tid på at blot sidde på en stol uden for boksen, og VÆRE der. De første par måneder gik han tilbage i hjørnet af boksen, og vil ikke spise bare vi var i stalden. Han stod og holdte vejret, hvilket var tydeligt når vi gik igen – så kunne man hører et STORT suk.

Jeg tror vi brugte ca. 4 måneder på den her måde. Altså bare på at være omkring ham – jeg striglede ham ikke engang. En af mine frustrationer med ham var at han ikke engang prøvede. Jeg følte virkelig at han ikke VIL kontakten, og der var ikke et pleaser i ham som prøvede. Han VIL ikke. Der var intede intiativ eller nysgerrighed.

Jeg forsøgte at klikkertræne ham vha. target for at bruge en træningsmetode hvor han selv kunne tage intiativ, men det var samme resultat: Han prøvede ikke engang. Uanset hvor længe jeg ventede på at han rørte target, prøvede han ikke.

I stedet prøvede jeg en dag at sætte mig uden for boksen, åben hans bokslåge og lokke ham ved at kaste godbidder foran ham. Det virkede faktisk lidt. Så det begyndte jeg at gøre hver dag, indtil han kunne følge rundt efter mig i stalden hvor jeg kastede godbidder efter mig. Det var første gang han faktisk viste noget intiativ.

Derefter lærte jeg ham at hvis han vil have en godbid skulle han rører mig. Så i dag kommer han hen og tapper mig venligt på skulderen hvis han gerne vil have en godbid. Han er SÅ venlig fra naturens side.

Efter 6-7 måneder var han ret god til de her ting, så at jeg forsøgte med target igen. Den her gang havde han selvtillid nok til at FORSØGE. Så han lærte at røre og følge efter target, hvilket var en sand fornøjelse! Det kunne jeg også bruge til at begynde at få lov til at rører ham på kroppen, og børste ham. Det fungerede super fint.

Target træner vi stadig i dag, hvor det er et år siden jeg fik ham. Jeg træner ham forsat i at turde følge target med mere og mere selvtillid.

Jeg træner ham i at turde gå foran mig, og i at stadig blive mere og mere tryg ved berøring.

I går – hvor det var præcis et år siden jeg fik ham – gik han selv fremad da jeg børstet ham fordi han gerne vil kløes på bagparten. Det var FØRSTE GANG han udtrykkede et behov, og et ØNSKE. Og han NØD det! Normalt er han altid blevet bange når jeg har kløet ham fordi han føler jeg “sætter kløerne i ham”, men i går spidsede han mule og synes det var rart.

Så vi bevæger os med museskridt fremad. Men sikke en langsom proces, og hvor er det vildt hvor bange en hest kan være for mennesker <3 Det minder mig om historien med den lille prins og ræven:

Den lille Prins

Antoine de Saint-Exupéry, Den lille Prins, original fra 1946

– Hvem er du? spurgte den lille prins, du ser så pæn ud….
– Jeg er en ræv, sagde ræven
– Vil du ikke lege med mig? Spurgte den lille prins. Jeg er så ked af det.
– Jeg kan ikke lege med dig, sagde ræven, jeg er ikke gjort tam.
– Åh, så må du undskylde, sagde den lille prins.
Men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han: Hvad er det at blive gjort tam?
– Du stammer nok ikke herfra, sagde ræven. Hvad søger du egentlig?
– Jeg søger mennesker, svarede den lille prins. Men hvad betyder ”gøre tam”?
– Noget man i alt for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd.
– Knytte bånd?
– Ja vist, sagde ræven. Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv mage til hundrede tusinde andre ræve. Men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig.
– Åh, vil du ikke godt…vil du ikke nok gøre mig tam? sagde den.
– Jeg vil gerne, sagde den lille prins, men jeg har ikke megen tid. Jeg skal have fundet venner, og der er så meget, jeg skal lære at kende.
– Man lærer kun det at kende, som man gør tamt, sagde ræven. Menneskene har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker en ven, så gør mig tam.
– Hvordan bærer man sig ad? spurgte den lille prins.
– Man skal være tålmodig, svarede ræven. Først skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg skæver til dig, og du siger ingenting. Ordene er misforståelsens kilde. Men for hver dag ville du kunne rykke lidt nærmere…
– Farvel, sagde han…
– Farvel sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.
– Det væsentlige er usynligt for øjet, gentog den lille prins for bedre at kunne huske det.
– Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.
Det er den tid, jeg har spildt på min rose…sagde den lille prins for bedre at kunne huske det.
– Menneskene har glemt den sandhed, sagde ræven. Men du må aldrig glemme den. Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tam.

Den lille Prins (hesteinternatet.dk)