Hestens helings- og udviklingsproces er som at pille et løg

Hestens helings- og udviklingsproces er som at pille et løg

Når vi har en hest som har været ude af balance, om det så er mentalt eller fysisk, så vil der altid være en efterfølgende helings- og udviklings proces. Denne proces er lidt som at pille et løg, da det oprindelig problem har spredt ringe i vandet og dannet symptom på symptom. Derfor må vi en for en fjerne og heale de forskellige symptomer, indtil vi når ind til sagens kerne og står med en helt balanceret og sund hest. Dette kan være en længere proces, men mist ikke håbet – det er helt naturligt. Det vil jeg fortælle mere om i denne lille artikel, og jeg vil starte ud med en historie om Katrine.

For at forklare overstående vil jeg komme med en lille historie omkring en tidligere træningshest Katrine. En lang historie kort. Katrine kom til mig med ekstrem konfliktadfærd især under ridning i form af voldsom stejleadfærd, løbe løbsk, slå med hovedet, hive tøjlerne ud af hænderne, panik i galoppen.. Katrine var ”tjekket i hoved og r*v” og der VAR fundet en masse som bl.a. mavesår, kranieskade, dårlige hove, skævheder mm., men det var nu rettet op på. Men hun opførte sig stadig voldsomt i ridningen, hvilket sagtens kunne skyldes dårlige minder omkring ridningen og gammel stress -adfærd. Derfor sagde jeg ja til at tage hende i træning. Træningen gik super og efter to måneder var hun SÅ fin i skridt og trav. Derfor påbegyndte jeg efter de to måneder galoparbejdet hvilket var rigtig svært for hende. Hun nærmest panikkede hver eneste gang jeg sprang hende an, og trods det blev bedre, vurderet jeg efter 2-3 uger at det ikke var godt nok. Jeg følte at hun blev bange igen og igen, og sammenlignet med det hidtil træningsforløb var der en klar manglende fremgang.

Da jeg også selv er behandler kunne jeg konstatere at hun igen og igen låste i hofterne samt kraniet. Jeg var i dialog med ejer omkring hvad vi skulle gøre, og vi endte med at køre hende til en af landets bedste behandler som bl.a. kunne behandle Katrine indefra via endetarmen mm,. Hun løsnet Katrines æggestokke indefra og mange andre ting, og derefter var hun i 8 ugers genoptræning fra jorden efterfulgt af endnu en behandling ved samme behandler. Derefter fik vi grønt lys til at genopstarte ridningen. Da vi startede med ridningen igen var hun helt fantastisk i galoppen, og behandleren var meget fascineret over hvor hurtigt Katrine havde responderet på hendes behandling.

Det vil sige, at der var en fysisk årsag til at Katrine blev bange i galoppen, men denne var ikke fundet til trods for uendelig mange undersøgelser. Til gengæld var der ikke en fysisk udfordring i skridt og trav trods hendes adfærd – dette kunne løses udelukkende vha. indlæringspsykologi.

Katrines forløb var som at pille et løg. Da ejeren købte hende som ”problemhest” var første step at hun måtte hives ud af det miljø hun ikke trives i, og komme til et rolig sted hvor det første lag stress kunne ligge sig, og hun dermed kunne komme ud af sit overlevelse-instinkt. Det var første lag, og dette tog i sig selv 3 måneder.

Anden lag kom til udtryk i at hun var sur på sadlen og ved berøring på kroppen, samt generelt blev utrolig hurtig stresset. Dette krævede undersøgelser som fandt ud af at hun havde kraftigt mavesår. Mavesåret blev behandlet, og de overstående problematikker blev betydelig bedre.

Tredje lag kom til udtryk ved at Katrine forsat havde meget voldsom adfærd i ridningen, og panikkede samt stak af med ejeren flere gange. Dette gjorde at Katrine kom i træning ved mig, hvor vi skrællede laget af stress, negative minder og signalforvirring af under ridning.

Fjerde lag kom til udtryk i galoppen. Her trådte vi et markant skridt tilbage, og det gjorde at vi måtte til at lede igen. Det store problem vidste sig at være problemer med æggestokkene samt et tidligere slag i hovedet. Da dette blev behandlet løste galoppen sig.

Femte lag kommer nok snart! Eller måske ikke. Måske vi er noget ind til kernen af Katrines helingsproces, men hvis vi ikke er, kommer der helt sikkert flere lag.

En problematik starter ofte med en traumatisk begivenhed – det kan enten være en skade, et slag, et fald, fejlernæring, underernæring, fejlbeskæring, et psykisk traume….- og hvis dette ikke bliver færdig behandlet og afbalanceret i starten påbegynder ”løgets opbygning”. Der vil danne sig lag på lag af symptomer og kompensationer, og det er dette vi efterfølgende må rode os ud af igen.