Er det mig eller hesten?

Jeg havde en kunde som havde problemer mellem hende og hendes ældste hest. Hun vidste ikke præcist hvad det var, men hun blev så rasende på den nogle gange og blev straks bagefter ramt af skyldfølelse.

Det seneste episode var da de skulle igennem en lille å som hesten havde været igennem flere gange før: Men i dag ville den bare ikke. Hun blev nødt til at opgive og hun blev rasende. Den kunne jo godt, det vidste hun, hvorfor gjorde den det så ikke? Stolede den ikke på hende? Gjorde hun det ikke godt nok?

Kort sagt: Hun blev RAMT!
Følelsesmæssigt.

Og lige i det at man bliver ramt, sker der et skift i bevidstheden: De ubevidste krafter tager over og alt det vi normalt kan holde nede bliver sluppet løs. I dette tilfælde vreden.

Hun ringede frustreret til mig og fortalte om situationen. Hun fortalte ud fra perspektivet: “hvad kan jeg gøre ved min hest”, men blev lige så fanget i sine egne følelser under fortællingen: Ked af det hed, skam, frustration, tvivl. Der var et væld af følelser som strømmet igennem hende.

Da jeg hørte situationen tænkte jeg straks to ting:
1. Hesten, hvorfor vil den ikke igennem åen og hvad kunne hun rent teknisk gøre/træne
2. ejeren var ramt. Ejeren var fanget i sine egne følelser, tankespil, overbevisninger og handlemønstre som gjorde at hun blev SÅ frustreret at det endte ud i vrede.

Så jeg forklarede hende at der var to veje hun kunne gå: Hun kunne kigge på hesten eller på sig selv. Jeg blev som iagttager, mest nysgerrig på den del af hende som blev så vred. Og hvad gik forud for vreden?

Vrede kan være både en primær og en sekundær følelse, men i lige dette tilfælde var den sekundær: Det var altså en dæk følelse. En følelse som dækker over den primære. Så hvilken følelse var det hun blev ramt i midt i åen? Hvad er den primære følelse?

Det kan være et forladtheds-sår, et værdi-sår, en fornemmelse af at ikke være god nok, følelsen af at blive afvist. Og når vi bliver konfronteret med dette sår, har vi en overlevelsemekanisme som sætter ind: Vores forsvar. Vi skal forsvare os selv mod at føle den underliggende smerte i at ikke være god nok, være forladt eller hvad det nu er. Og i dette tilfælde var forsvaret vrede.

Så vær nysgerrig! Hvilke følelser og overbevisninger er det din hest vækker i dig, og hvad er dit forsvar? Forsvaret kan være mange ting: Vrede, du lukker ned, du bliver ligeglad, du bliver overdrevet positiv og prøver at fikse det hele…

Nedenfor er der et par spørgsmål du kan stille dig selv. Og husk: Det er helt normalt – hestene spejler os konstant, og det er kun sundt at tage det ind til selv refleksion. God arbejdslyst!

Spørgsmål som du kan stille dig selv i momentet hvor du opdager, at du er blevet ramt ELLER når du tænker tilbage og FORSTILLER dig momentet:

– Hvad er det i VIRKELIGHEDEN jeg er vred over lige nu?

– Hvad gik forud for min vrede, hvad skete der?

– Hvad blev jeg ramt i?

– hvad skete der følelsesmæssigt?

– hvad skete der kropsligt ?

– hvad skete der mentalt?
Hvilke indre sandheder fortæller du dig selv?
“jeg er en fiasko”, “jeg er ikke god nok”, “ingen kan lide mig”.

Din indre sandhed er din grundvibration, det er altså ud fra denne at du lever og handler. Din grundvibration er det du sender ud i verden, og det som kommer tilbage igen!

– Hvor har disse sandheder rod? Hvornår begyndte du første gang at tænke sådan om dig selv?
Psst, TIT er vi tilbage i barndommen eller teenageårene. Uanset hvor dejlig din barndom har været, kan de fleste ikke undgå at have lidt små skrammer.